Velkommen i Reerslev Smedie

Reerslevvej 25 A, Reerslev, 4291 Ruds Vedby

Nu er det blevet endnu nemmere at finde vej til smedjen.
.

Reerslev Smedemuseum er nu klar til 4. sæson med søndagsåbent i smedjen.

Reerslev Smedemuseum er et skatkammer af historie og håndværk, som nu er klar til at byde velkommen til endnu en spændende sæson med søndagsåbent i smedjen. Så sæt kurs mod Reerslev og tag med på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor smeden var landsbyens uundværlig håndværker, der ved esse og ambolt forvandlede jern til nyttige genstande.

Første åbningsdag bliver søndag den 4. maj, hvor der arbejdes i smedjen fra kl. 13 til 17. Denne dag kan du også møde alle de dedikerede frivillige, der gør det muligt for smedemuseet at åbne dørene og bevare en vigtig del af vores kulturarv.

Der er gratis entré, men vi bliver altid glade for et lille bidrag til køb af kul og jern.

05.03.2025
Generalforsamling 2025
Foreningens holdt sin årlige generalforsamling den 4. marts – på byens nye, hyggelige, samlingssted: “Blueberry Farm Café”.
Til bestyrelsen blev følgende valgt og har efterfølgende konstitueret sig således:
• Viggo K. Pedersen, formand
• Thomas Andersen, næstformand
• Jan Klattrup, kasserer
• Poul Thomsen
• Mads Rosendahl Avnsbo

9.11.2024
Det samlede resultat af indsamlingen blev kr. 14.326

Tak til alle jer som har bidraget til det flotte resultat, som betyder at vores frivillige smede kan arbejde ved essen i mange år fremover.
Vi slår dørene op igen på søndag, den 10. november kl. 13.00 – hvor du kan hilse på vores frivillige smede, som begejstret svinger hammeren igen.
Kig ind i smedjen hvor vi også sælger smedeøl, har gratis kaffe på kanden og fortæller smedehistorier.

31.10.2024

Smedjens meget gamle esseskål har givet op. Efter at have tjent smedene i flere generationer, er den nu så tæret af rust, at den ikke længere kan repareres.
Uden fungerende esse kan der ikke arbejdes i smedjen, derfor har vi startet en indsamling til fordel for anskaffelse af en ny esseskål, så smedene kan komme igang igen.

29.09.2024

Nu bliver det snart nemmere at finde vej til Smedjen.
Takket være et par private donationer, har vi nu bestilt vis-vej-skilte hos Sorø og Kalundborg kommuner.
– men selv om skiltene ikke er kommet op endnu, så har vi stadig åben smedje hver søndag fra 13 til 16, også i oktober måned.

At besøge den gamle smedje er altid interessant; her træder du ind i en helt anden tidsalder. — For nogen vækker det minder, og for andre giver det et indblik i det gamle håndværk.

I smedjen findes værktøj som er over 100 år gammelt, og alt står urørt, som da den sidste smed stoppede i 2006.

Der er tændt op i essen, så den er klar til smeden, og vi står klar til at fortælle bygningens og smedenes historier.

Vi har ikke faste åbningstider, men står klar til at modtage besøg alle ugens dage. Man skal blot ringe 3142 5005 og aftale tidspunkt.

På udvalgte dage er der smede som arbejder ved esse og ambolt, og her kan børn og voksne selv få lejlighed til at prøve kræfter med jern og ild.

I løbet af sommeren ta’r vi også imod gruppebesøg fra børnehaver, skoler, ældreklubber mv. som kan nyde deres medbragt mad på terrassen.